torsdag den 23. august 2012

Dejligt besøg

Jeg har haft skønt besøg de sidste dage - helt fra Nordjylland. Af Emma - den sødeste hund - og selvfølgelig ikke at forglemme Emmas mor.

Emma er stor, meget stor. Min lejlighed er lille, meget lille. Men Emma falder bare ind og er til stede. Hun larmer ikke, har ikke gøet en eneste gang. Og egentlig vil hun allerhelst bare nusses og kæles for hele tiden. Emma er nemt besøg. Og hun efterlader et lille tomrum, hver gang hun har været her og tager hjem.

 
Sofaen er bedre end det medbragte tæppe. Det forstår jeg da godt. Og selvom man er stor, kan man da sagtens ligge i skødet. 

Men vi har hygget og nydt det gode vejr og slappet af alle sammen. Nu er de draget nordpå igen, og naboen og jeg forbereder os på at drage sydpå snart.

Det bliver godt....

mandag den 20. august 2012

Jeg ved godt...

...at man som regel får hvad man betaler for. Men hvorfor mangler der ALTID en eller anden lille dims, når man køber møbler? Er det ikke altid Ikea, der får skyld for dette? Denne gang var det altså Idé-Møbler. Dem, der i mit hovede sådan kvalitetsmæssigt ligger mellem Ikea og Ilva. Og lige pludselig kunne det nærme sig tendensen af en 10-års plan at købe et enkelt modul til en reol, som jeg har i stuen i forvejen!

Først tager man i butikken og køber den. Og intet bliver bestilt før man har betalt - dvs. flere ugers leveringstid. Men så har de jo også mine penge at arbejde med så længe - og endnu længere højst sandsynligt, for mon ikke de har sørget for selv at have gode betalingsbetingelser hos deres leverandører. Nå, det er måske nok forståeligt. På en eller anden måde skal de jo have garanti for, at man kommer og henter det bestilte.

Dernæst tager man igen i butikken og afhenter det købte. Så langt så godt. Heldigt at man har en sød kæreste med en stor bil! Der mosles op til 2. sal, og så begynder den store udpakning med pap og flamingo overalt, og en reol i samlesæt.

Samle, samle, skrue, skrue, tænke, skrue, studere brugsvejledning, kigge på gamle reol, kigge på nyindkøbte reol, rode alt igennem. Men det er ganske vist. DER MANGLER NOGLE DIMSEDUTTER. De små djævle der skal sørge for, at lågerne sidder helt rigtigt.

Nå ja, fejl kan ske. Men alligevel i fire pakker med låger. Man er vel konsekvent.

Ned i butikken for tredje gang. Og så var det faktisk først, at jeg blev lidt småsur. Ikke fordi jeg skulle afsted for tredje gang, ikke fordi de små dimsedutter manglede i pakken, ikke fordi jeg ikke kunne få mit projekt helt færdig. Men fordi den kære ekspedient, som jeg talte med, ganske klart og tydeligt insinuerede, at jeg selv måtte have smidt disse dimser ud med pakningen og have overset dem - og at det faktisk var min egen skyld, at jeg stod i den situation. Så kan det være svært at finde en grimasse, der kan passe her i sommervarmen. Men jeg tog mig sammen og sagde venligt tusind tak for, at han ville sørge for, at jeg fik tilsendt "nogle nye" (hvordan kan de være nye, når jeg aldrig har haft dem!). Og det gjorde jeg kun, fordi kunden foran mig havde været meget, meget sur. Og der er jo grænser for hvad selv en ekspedient kan - og skal - holde til sådan en mandag formiddag.

Så nu kan jeg gå og vente på Postmand Per og en konvolut med fire små dimser :-) Mon ikke jeg kan klare det.....

lørdag den 18. august 2012

Langt om længe...

Langt om længe lidt liv her på siden. Inspireret af vores kreative fællesskab hos Miri, som startede torsdag aften efter en lille sommerpause. De giver positiv energi, de der aftener i Miris hyggelige stue.

Og langt om længe har jeg sommerferie. Tre langstrakte uger ligger foran mig fra i dag - klar til at suge alt det bedste ud af. Starter blidt med en uges tid herhjemme med besøg fra Jydeland. Derefter forhåbentlig en tur sydover til varmere himmelstrøg. Destination endnu ikke fastlagt. Vi ser hvad der sker. Og det skal jeg stadig øve mig på - planlægning er mit mellemnavn!